LØNNET PRAKTIK: Digital marketing praktikant med efterfølgende studiejob

Praktik
Sidst opdateret 31-10-2020
Ansøgningsfrist: Løbende
Ansættelse: 04-01-2021

Er du interesseret i at prøve kræfter med digital marketing i et lønnet praktikforløb? Har du mod på at få indflydelse og ansvar fra dag 1? Og vil du arbejde i et startup, hvor du har en altafgørende rolle for virksomhedens succes?

Hvis du kan sætte flueben ved ovennævnte, er du måske den kandidat vi leder efter. Hos Toft Digital søger vi en lønnet praktikant med en interesse for digital marketing og efterfølgende studiejob/fastansættelse.

Hvem er vi?

Toft Digital er et ungt digitalt mediehus med kontor i hjertet af Århus. Vores forretning går ud på at drive digitale platforme inden for en række nicher, f.eks. jagt, beauty og træning. Platformene bliver månedligt besøgt af over hundrede tusinde læsere, og Jægernes Magasin og Klinikvalg er eksempler på et par af vores platforme.

Vores primære indtægtskilde er affiliate marketing. Affiliate marketing er en performance-baseret digital marketing gren, som går ud på, at for hvert salg, klik eller lead vi skaber for vores samarbejdspartnere (typisk e-handelsvirksomheder og servicevirksomheder), får vi et x antal kroner.

Vi er en lille virksomhed, som tæller 3 mand i alt. Vi - Anders og Kasper - ejer virksomheden og er studerende ligesom dig. Derudover har vi en studentermedhjælper Michael, som studerer til markedsføringsøkonom på 3. semester. Du bliver altså en del af et ungt team med en gennemsnitsalder på 23 år.

Vi går ind for et uformelt arbejsmiljø, en flad organisation og et stærkt sammenhold. I løbet af din praktikperiode vil vi forsøge at arrangere sociale arrangementer i alle afskygninger. For at få et indblik i hvad sociale arrangementer kunne være for en størrelse, så kan vi f.eks. nævne, at vi kommer til at afholde en række workathons, et roadtrip og en julefrokost fra oktober til december.

Forskellen på en lille og stor praktikvirksomhed

Den store forskel er, hvor stort et ansvar du bliver pålagt, og hvor meget indflydelse du får. I store virksomheder vil du som regel blive en lille brik i et stort puslespil. Det betyder, at du vil blive sat til at løse kedelige, ensartede og ikke-udfordrende opgaver.

I en lille praktikvirksomhed vil du i de fleste tilfælde blive pålagt et større ansvar og få mere indflydelse. Det betyder også, at dine arbejdsopgaver bliver spændende, varierende og udfordrende.

Hos os bliver du pålagt et kæmpe ansvar og får indflydelse fra dag 1, idet du bliver ansvarlig for en portefølje af vores platforme. Du kommer altså til at lave de samme opgaver, som vi - Anders og Kasper - laver til daglig, og derfor kommer du i høj grad til at diktere virksomhedens succes. Endvidere opfordrer vi dig til at komme med forslag til ændringer, forbedringer og nye idéer til platforme. Med andre ord du bliver guld værd for os og en afgørende brik i vores puslespil, netop fordi du kommer til at udgøre en stor del af vores arbejdskraft.

Så glem alt om kedelige ad hoc-opgaver, en dyb organisation og tomme løfter. Som praktikant hos os kommer du til at opleve det stik modsatte.

Arbejdsopgaver

Som tidligere nævnt bliver du ansvarlig for en platform-portefølje (bestående af omkring 3-5 platforme/websites), når du er i praktik hos os. Med ansvarlig mener vi, at du kommer til at drive porteføljen, i den tid du er i praktik hos os; du kommer altså til at stå for alt, der vedrører din tildelte portefølje (du får mulighed for at sætte præg på din portefølje sammensætning). Hver arbejdsdag er forskellig; der vil altså være variation i dine arbejdsopgaver. Du kommer til at arbejde med følgende områder:

  • Keyword research og søgeordsanalyse
  • SEO (on-page, teknisk og off-page)
  • Content management
  • WordPress
  • Web analytics og konverteringsoptimering
  • SoMe
  • E-mail marketing
  • Relationer og forhandlingsteknik

Herunder uddybes de enkelte arbejdsområder.

Keyword research og søgeordsanalyse

Hele grundlaget for SEO-arbejdet er keyword research (identificering af søgeord og søgefraser) og søgeordsanalysen (analyse af søgeord og søgefraser). I dit arbejde med keyword research og søgeordsanalyse vil du få hands-on erfaring med professionelle tools som SEMrush, Google Keyword Planner og Google Trends. I forbindelse med indsamling, sortering og frasortering af søgeord og søgefraser kommer du til at arbejde med Excel, da det er herinde den endelige analyse skal finde sted.

SEO

SEO kan opdeles i tre: on-page, teknisk og off-page. Hos os kommer du til at arbejde med alle tre dele. Ved on-page SEO kommer du til at optimere det indhold, som produceres til din platform-portefølje ved brug af Rank Math (et on-page SEO tool). Ved teknisk SEO kommer du til at arbejde med bl.a. struktureret data, indeksering/crawling, website arkitektur, interne links, navigation, duplicate content og søgeordskannibalisme. Ved off-page SEO kommer du til at arbejde med at bygge links til din platform-portefølje ved brug af Ahrefs (et SEO tool) og anvendelse af eksisterende og nye linkbuilding teknikker.

Content management

Du kommer til styre indholdsproduktionen til din platform-portefølje. Med styring mener vi, at hver platform har tilknyttet et x antal journalister. Din opgave bliver at uddelegere tekstopgaver til, kvalitetstjekke tekster af og give feedback til de enkelte journalister for herefter at søgemaskineoptimere og udgive det.

WordPress

Alle vores platforme er bygget i WordPress, og derfor kommer du til at arbejde meget med CMS-systemet.

Web analytics og konverteringsoptimering

Du kommer til at måle, indsamle og analysere data for din platform-portefølje med det formål at optimere den. Det kan være alt lige fra optimering af tekst til optimering af farver. I forbindelse med web analytics arbejdet kommer du til at nørde web analytics tools som Google Analytics, Google Search Console, Google Tag Manager, Google Data Studio og Hotjar.

SoMe

Alt det indhold som publiceres på din platform-portefølje skal efterfølgende nævnes på platformenes SoMe-profiler. Arbejdet med SoMe bliver begrænset.

E-mail marketing

Noget af det du muligvis kommer til at arbejde med er e-mail marketing. Nogle platforme har en e-mail liste, mens andre ikke har. E-mail marketing arbejdets omfang afhænger altså af den portefølje, du bliver tildelt. Hvis du får tildelt en platform med en stor e-mail liste, kommer du til at planlægge e-mail marketing kampagner, udarbejde e-mails og afsende dem.

Relationer og forhandlingsteknik

Vi lever af at promovere vores samarbejdspartnere (bl.a. e-handelsvirksomheder og servicevirksomheder), og for hvert salg, klik eller lead vi skaber, får vi et x antal kroner. Du kommer til at stå i spidsen for at styrke forholdet til vores nuværende og potentielle samarbejdspartnere og forhandle om priser inden for din tildelte portefølje.

Af og til vil der også tikke henvendelser ind fra brands og producenter, som er interesseret i et samarbejde. Her vil det være din opgave at fortsætte dialogen med det formål at få en attraktiv aftale i hus. Mercedes, Birkenstock, Helly Hansen og The North Face er eksempler på virksomheder, som har henvendt sig til os og udvist interesse i et samarbejde.

Vi forventer

  • At du har en lyst til at arbejde med digital marketing
  • At du ikke drømmer om at blive iværksætter. Vi har et mål om at ansætte praktikanter efterfølgende, og derfor giver det kun mening for os at få en praktikant ind, som kunne tænke sig at fortsætte efter praktikperioden, og sågar efter endt uddannelse

Vi tilbyder

  • Ansvar og indflydelse fra dag 1
  • At blive en del af et startup, hvor der ikke er langt fra idé til handling
  • Et uformelt og ungt arbejdsmiljø
  • Sociale arrangementer
  • Oplæring i digital marketing og i vores processer og metoder
  • Faglig vejleder som du altid kan sparre med omkring jobbet og din praktikopgave/hovedopgave
  • Et kontor i hjertet af Aarhus (Graven 16E, latinerkvarteret)
  • Et lønnet praktikforløb (3.000 kr. om måneden)
  • Efterfølgende studiejob eller fastansættelse

Det praktiske

Ansøgningsfrist: ingen (vi holder samtaler løbende)

Praktikstart: den 4. januar 2021

Periode: 10 uger

Antal arbejdstimer om ugen: 37 timer

Inden praktikforløbet skydes i gang, får du til opgave at læse og se digitalt indhold. Formålet med denne lektie er at give dig en grundlæggende forståelse for digital marketing og vores processer og metoder samt et indblik i dine arbejdsopgaver.

Desuden vil vi gerne mødes med dig op til flere gange, inden du begynder dit praktikforløb hos os. På den måde kan vi lære hinanden at kende, give dig en rundvisning på vores kontor, snakke om dine kommende arbejdsopgaver og vores processer og metoder inden praktikforløbet begynder.

Hvis vi har fanget din interesse, så send en motiveret ansøgning samt dit CV til Kasper på mail: kbr@toftdigital.dk

Du kan læse mere om os inde på toftdigital.dk.

Toft Digital

Type:
Praktik
Lokation:
Graven 16E, 8000 Aarhus C
Ansøgningsfrist:
Løbende
Ansættelse:
04-01-2021
Stillingstype:
Datamatiker
Multimediedesigner
Designteknolog
Web Development
Software Development
Finansøkonom
Serviceøkonom
Markedsføringsøkonom
Udvid
Del annoncen